Landsbyrådet er på valg for første gang
05-03-2025
Jørn Albertus, Redaktionsgruppen, Tårup.dk (Kontakt)
På søndag fra 10-13 holder Landsbyrådet årsmøde og stiftende generalforsamling for Landsbyrådet som forening. Det foregår i Forsamlingshuset, hvor der også er indlæg om forskellige aktiviteter i Tårup. Hvis du bor i Tårup, er du automatisk medlem af den nye forening og kan stille op til Landsbyrådet. Kig forbi, der er også gratis brunch!

Landsbyrådsformand Mette Bro glæder sig over, at Tårup er ved at etablere en tradition for et årsmøde og en generalforsamling, Foto: Jørn Albertus
Allerede da Mette Bro tiltrådte som formand for Tårup Landsbyråd for små fem år siden, betonede hun det vigtige i, at Landsbyrådet har mandat til det arbejde, det gør for landsbyen..
På Landsbyrådets årsmøde i 2024, der var det første af sin slags, var der flere, der efterlyste demokratiske valg til Landsbyrådet, der har været selvsupplerende siden det første landsbyråd i Tårup blev dannet i 2002.
Der er også mere formelle årsager til, at Landsbyrådet nu bliver en forening. Hvis Landsbyrådet skal have en erhvervskonto i en bank, kræver banken, at der er ordnede forhold og vedtægter for dets arbejde.
Landsbyrådet glæder sig
Tårup Landsbyråd er det første landsbyråd i Nyborg Kommune, der bliver til en forening. Nu er tiden kommet til at gøre Landsbyrådet til en demokratisk institution med en generalforsamling, hvor der kommer input og forslag fra borgerne i Tårup, og det er Mette Bro glad for.
– Jeg glæder mig over, at vi har fået etableret en begyndende tradition for et årsmøde og en generalforsamling, hvor vi kan finde ud af, hvad de lokale synes er vigtigt at få sat i gang og gjort noget ved. I Landsbyrådet glæder vi os til årsmødet og generalforsamlingen. Vi håber, der kommer mange, siger hun og tilføjer:
– Det er da fedt, at vi på næste årsmøde mødes om blandt andet Tårup Dark Sky Park og Huset under Egen. Det er noget af det, som landsbyrådet har arbejdet hårdt for og medvirket til at få op at stå.
Mindst 7 skal vælges
Ifølge udkastet til vedtægter er den ny forening ikke sådan en, man skal betale medlemskontingent til. Alle borgere i Tårup er medlemmer. Tårup er i vedtægtsudkastet defineret som ”Tårup og nærmeste opland, der er begrænset mod syd af Kongshøj Å, mod vest af Svendborglandevej, mod nord af Kajbjergskoven og mod øst af Storebælt.”
Der skal vælges et Landsbyråd, der består af mindst 7 og max 11 medlemmer. Valget er toårigt.
– Jeg håber på, at der kommer flere medlemmer i Landsbyrådet, siger Mette Bro.
Det eksisterende Landsbyråd med syv medlemmer stiller op til valg, har det meddelt. Men du, der bor i Tårup, har indflydelse på, hvem der skal vælges og du kan selv stille op. Kom glad!
Program Tårup Landsbyråds Årsmøde søndag den 9
Dagsorden stiftende generalforsamling 9. marts 2025
Udkast til Vedtægter for Tårups landsbyråd Årsmøde 9. marts 2025