Tårup Forsamlingshus holdt sin årlige generalforsamling
18-03-2025
Tove Damgaard, Redaktionsgruppen, Tårup.dk (Kontakt) Fotos Steen Jensen
Tårup Forsamlingshus har afholdt sin årlige generalforsamling – og i år kunne deltagerne rummes i den lille sal. En delvis årsag kan være, at der – fortalte både forperson og kasserer – igen i år er et svagt faldende medlemstal.
Derfor skal der lyde en stor opfordring til alle i Tårup: Bliv medlem af forsamlingshuset og vær med til at sikre, at „andelslandsbyen Tårup‟ (som den kaldes i „Kulturarvsmasterplanen‟), også i fremtiden har forsamlingshuset som et levende samlingspunkt i landsbyen.

Hanne Dahl bød velkommen til spisning og generalforsamling
Aftenen startede med en dejlig middag. Hanne Bilde havde svunget de meget store gryder og lavet sin lækre gullashsuppe. Der var hjemmebagt surdejsfoccacia til, og der var skam også kaffe og kage – men det var først efter generalforsamlingen.

Den lækre gullashsuppe
Der var god snak og hyggelig stemning under spisningen, og den gode stemning fortsatte under generalforsamlingen, som Arne Nielsen styrede med fast, men venlig hånd.
Hanne Dahl aflagde beretning om årets gang – med bl.a. udlejning og arrangementer, som forsamlingshusets bestyrelse selv stod for. Der er også allerede et par arrangementer på bedding. De kan findes på husets hjemmeside eller på taarup.dk. Hanne sluttede med at takke alle, som har hjulpet til ved arrangementer i årets løb.
Der var klapsalver til beretningen, og så gennemgik Hanne Bilde det reviderede regnskab, og hun kunne fortælle, at økonomien er fin, men at det faldende medlemstal vil belaste budgettet. Også regnskabet fik klapsalver.
Der var ingen indkomne forslag, så de næste punkter var valg.
Hanne Dahl og Erik Jensen blev genvalgt, og det samme blev suppleanterne Linda Nielsen, Rikke Damgaard og Crispin Gurholt.
Revisorerne Arne Nielsen og Knud Erik Eriksen var også villige til genvalg – og blev valgt.
Ingrid Matthiesen foreslog, at man på gavekortene, som gives til nytilflyttere, kunne opfordre til at blive medlem af forsamlingshuset, og der var enighed om, at det var en god idé.
Lotte Nielsen spurgte til gulvene, da de har virket klistrede. Erik Jensen og Hanne Dahl forklarede, at de, efter slibning og behandling, et par gange er blevet vasket forkert af lejere. Gulvene tåler kun rent vand, og det gøres der opmærksom på ved udlejning. Erik kunne dog berolige med, at det efterhånden vil blive bedre og husets rengøringsfirma gør sit bedste for at det snart er helt i orden igen.
Aftenen sluttede med kaffe og lækre marengstærter ledsaget af mere hyggelig snak. Der var mange, der gav en hånd med, da bordene skulle ryddes – tak for det.
Alle kunne vist gå mætte og tilfredse hjem efter endnu en forsamlingshusgeneralforsamling i Tårup.