Guided "tour de Moesgaard", frokost i smukke omgivelser og en hyggelig bustur.
29-05-2026
Tove Damgaard, Redaktionsgruppen, Tårup.dk (Kontakt)
Oven i købet var der kaffe og morgenmad på udturen og vand/øl på hjemturen.

35 morgenfriske deltagere blev hentet i Tårup, Frørup og Ørbæk, og den medbragte morgenmad fik vi lov til at nyde halvvejs i det smukke solskin.
Efter ankomsten var der rundvisning – guidens højdepunkter i den faste udstilling – for halvdelen af deltagerne. Den anden halvdel startede med frokost imens, og en times tid senere byttede holdene plads.
Guiden var meget vidende og særdeles spændende at høre på, så der kom mange spørgsmål undervejs. Moesgaard er et af de heldige museer, der har fået et norsk vikingeskib til låns, mens museet i Oslo bliver renoveret, så vi fik også et af skibene fra Gokstad at se.

Koelbjergmanden nederst på trappen

Rundvisningen startede ved foden af den ikoniske trappe, hvor vi mødte “den ældste skandinav”. Han er kendt som Koelbjergmanden, og han var fynbo! (han er nemlig fra Vissenbjerg).
Frokostbuffeten nød vi i museumscaféens smukke lokaler.

Der var stemningsfuldt og lidt uhyggeligt i rummene med udstillingen om kelterne og deres fantastiske kultur.

Efter frokost var der tid til, at vi selv kunne gå rundt på museet, og den tid brugte de fleste til at se den aktuelle udstilling om kelterne. Den hedder “Kelternes verden – Europas urkraft”, og er både informativ, spændende og stemningsfuld.
Moesgaard museum deltager jo i planlægningen af fomidling på Nyborg Slot, og med gårsdagens oplevelse giver det store forventninger til resultatet.
Ved 15-tiden gik turen hjemad igen – en vis træthed havde indfundet sig, og der var lidt mindre snak i bussen end på udturen. Vand/ølpause på halvvejen og så tilbage til Ørbæk, Frørup og Tårup efter en dejlig dag sammen.



