Julemarkedet blev en succes
03-12-2024
Tekst: Mikkel Toft Hornum, medlem af redaktionsgruppen, Tårup.dk (Kontakt) og beboer på Bækvej 8
Søndag d. 1 december afholdt vi vores første julemarked i Kollektivet Dugnad på Bækvej 8. Vi havde en super hyggelig dag og bedømt på besøgstallet og på stemningen var det ikke kun os, der synes, at arrangementet var en succes.
Klokkefrøerne satte gang i fællessang for de tidligt fremmødte, og derefter kunne der købes ind fra hele syv flotte stande: Erik fra Kajbjergvej 9 kom med flot træhåndværk fra Vindinge Woodwork; Helga og Crispin solgte vafler, varm saft og honning, og Dagny solgte ud af sit legetøjsarsenal; Tove Damsgaard og Ellen Larsen havde hver deres loppestand; Mikkels forældre solgte gløgg og småkager; Rachel, Mathildes mor, solgte julepynt og strik fra Kit Couture; og vi havde selv en stand med hjemmedyrkede og hjemmeproducerede varer fra gården.
Omkring middag fortalte Birgitte fra Langæblet spændende nissehistorier fra Island.
Tak til alle besøgende og deltagende. Vi tør næsten love at gentage succesen til næste år.
