Til årets julefællesspisning med banko var der dejlig stemning, god mad, masser af snak og fine præmier
18-01-2024
Jørn Albertus, Redaktionsgruppen, Tårup.dk (Kontakt)
Forsamlingshuset var – traditionen tro – ramme om en festlig og hyggelig julefællesspisning
Masser af god mad skulle spises, men det forhindrede ikke snakken i at gå lystigt mellem bidderne.
Aftenen forløb med megen snak over de veldækkede juleborde. Maden, som Marlene og Rikke havde sørget for var sat frem i Lille Sal, og der var livlig trafik frem og tilbage. Med 90 deltagere var det en betragtelig mængde mad, der skulle til, og mange fik lidt motion ved at hente flere gange – og så kunne man jo også lige snakke hen over bordet med mad, mens man valgte.
Efter hovedretterne (flæskesteg og medister med tilbehør) var der ris à la mande som indeholdt i alt 10 mandler.
Der var travlhed i køkkenet i mange timer inden vi alle kunne nyde den gode julemad. Marlene og Rikke var dagens køkkenhelte.
Der var mange fine præmier sponsoreret af lokale givere.
Brugsen i Ørbæk havde givet en flot juledokoration til bankopræmie.
3 x 2 flasker vin fra GF forsikring blev vundet af tre heldige bankospillere.
Diverse gaver fra Netto i Ørbæk – herunder legetøj til børnene var flotte præmier.
Frørup Andelskasse havde sponsoreret de mange blomster, som pyntede på bordene, og som blev til sidepræmier sidst i bankospillet.
Der var rigtigt mange glade vindere i aftenens løb
Tak til alle sponsorer.