Foredrag i Seniorklubben med Mogens Højstrup

05-02-2024
Tove Damgaard, Redaktionsgruppen, Tårup.dk (Kontakt) Fotos Steen Jensen

På en råkold tirsdag eftermiddag mødtes 20 Tårup/Frørup-boere i Frørup Forsamlingshus for at høre Mogens Højstrup fortælle om den danske flåde – og hans families tilknytning til den.

Mogens Højstrup fortalte levende om sit “samliv” med den danske flåde

Mogens Højstrup holdt et særdeles interessant foredrag om alt dét, hans farfar, far og han selv har oplevet i deres mange år i den danske flåde. Han havde sjove og interessante billeder med; både fra familiens gemmer og fra mere officielle kilder. Tilsammen gav det tilhørerne et fint billede af, hvordan forholdene i flåden har været – historisk og i dag.

Hans herlige fotos fra bedsteforældrene og forældrene var lige til Matador, og hans store viden om de danske flådefartøjer, værfterne, der har bygget og repareret dem, menneskene, der har bemandet og vedligeholdt dem – og selvfølgelig de mange spændende steder, de har opereret – gjorde billederne af skibe og deres omgivelser levende for os tilhørere.

 

Midtvejs i foredraget holdt vi en kaffepause, og snakken gik livligt over hjemmebagte boller og kage. Under kaffen fik vi lige et par anekdoter, og efterfølgende den sidste del af Højstrups foredrag. Det var i øvrigt hans næstsidste foredrag inden den 81-årige herre pensionerer sig selv; så vi nåede lige at være en del af hans foredragsvirksomhed, inden den slutter på torsdag.

 

Inden vi sagde farvel og tak for i dag, blev vi husket på, at næste arrangement er forårsfesten d. 11.3 i Frørup Forsamlingshus, og fik at vide, at forårsbusturen er flyttet til d. 15.5, at den går til Ribe, og er kommet i stand i et samarbejde mellem Seniorklubben og Kultur på Tværs – Ørbæk.

 

Skriv et svar

Your email address will not be published.

Post comment