Kunstnersamtale med performancekunstner Christine Overvad Hansen

Kunstrum Fyn har glæden af at invitere til en ny serie kunstnersamtaler under paraplyen Kaspers Korner, udviklet i samarbejde med den fynbaserede kunstner Kasper Holm Jensen.
Til sin første kunstnersamtale, som finder sted lørdag den 20. juni kl. 12-14 i Kunstrum Fyns lokaler, har Kasper inviteret performancekunstner Christine Overvad Hansen. Christine er som Kasper, uddannet ved Det Kongelige Danske Kunstakademi, og de to er nære kollegaer og venner.
Det er også en motivation for Kaspers Korner at invitere nære kollegaer til en udvidet og personlig samtale om relationen mellem kunsten og livet.
Arrangementet indledes med en live performance af Christine Overvad Hansen med påfølgende samtale mellem de to kunstnere.
Baren er åben og der serveres suppe.
Meld gerne fra om du kommer til kunstrumfyn@gmail.com
Kunstrum Fyns adresse: Bækvej 10 (Tårup), 5871 Frørup
Velkommen!
www.christineovervad.dk www.kasperholmjensen.com www.kunstrumfyn.dk
Christine Overvad Hansen (f. 1988) er uddannet fra Billedhuggerskolen Charlottenborg ved
Det Kongelige Danske Kunstakademis Billedkunstskoler. I sin praksis forener hun klassiske
billedhuggertraditioner med en performativ tilgang til skulpturmediet. Med denne tilgang
udfordrer hun forestillingen om skulpturen som et statisk objekt og arbejder i stedet med den
som en krop med egen fortælle- og handleevne. Hendes arbejde er funderet i en sensibilitet
for materialernes performative liv og deres aktive rolle i værkets betydningsproduktion, hvor
materialerne og de processer, hvormed de formes, også fungerer som en kritisk stemme i
vores samtid. Siden sin afgang i 2016 har Overvad Hansen markeret sig med en lang række
udstillinger på museer og kunstinstitutioner i Danmark og internationalt, herunder Møstings
Hus (DK), Holstebro Kunstmuseum (DK), Horsens Kunstmuseum (DK), Peep Projects (US),
Viborg Kunsthal (DK), Huset for Kunst & Design (DK) og Künstlerhaus Dortmund (DE). Som
anerkendelse for sit arbejde har hun modtaget flere hædersbevisninger og legater, herunder
Ole Haslunds Kunstnerlegat (2025), Ferlov Mancoba Fondens Hæderslegat (2022) samt
Statens Kunstfonds præmiering af soloudstillingen Preppers i 2024.
Kasper Holm Jensen (f. 1983) er billedkunstner og underviser.
Han landede med firetoget fra Esbjerg ved Det Kongelige Danske Kunstakademis
Billedkunstskoler i 2008 og tog afgang 2015. Jensens praksis er præget af historiefortælling og en eklektisk eksperimenterende tilgang til medier og materialer, med udgangspunkt i den ydmyge tegning – hans livret.
Hans værker har et anakronistisk anstrøg, når han blander gamle teknikker og materialer,
med samtidig teknologi. Jensen arbejder med en kritisk spekuleren over mennesket i verdenen – ofte med afsæt i ‘mandens psykologi’; hensigt, udsagn og handling. Kasper har bla. udstillet på Fanø Kunstmuseum, Danske Grafikeres Hus, Skal Contemporary, Oslo Tegnebiennale
Kunstrum Fyn er en tværfaglig platform for kunst i landsbyen Tårup i Nyborg kommune og drives af kunstner Crispin Gurholt og kurator Helga-Marie Nordby. Kunstrum Fyn udvikler udstillinger og projekter, som skaber dialog mellem kunst, videnskab, natur og mennesker. Med en tæt tilknytning til det fynske landskab og sit nærmiljø producerer og formidler de kunstoplevelser i et bæredygtigt og inkluderende perspektiv.
