taarup.dk fik lov til at komme på besøg

03-08-2026
Tove Damgaard, Redaktionsgruppen, Tårup.dk (Kontakt) Tekst Tove Damgaard … med hjælp af Josefine, Fotos: Pressefotos fra Josefine Ottesens hjemmeside og Tove Damgaard

Taarup.dk på besøg hos forfatteren Josefine Ottesen.

Ved Tårup Strand har et af sommerhusene fået en ny ejer, som agter at nyde ferie og fritid i huset og området med hele sin familie.

Ejeren er forfatteren Josefine Ottesen, så Tårup har samtidig fået endnu en kunstner som (sommer)indbygger.

Josefine tog imod mig på en temmelig gennemsnitlig dansk sommerdag, så vi gik indenfor indenfor til en snak om at skrive, at arbejde med teater og om at være drivkraften bag Svendborg Forsamlingshus.

De fleste vil kende Josefine Ottesen som en meget læst og rost børne- og ungdomsforfatter (primært), og samtalen med taarup.dk’s udsendte drejede sig for en stor del om netop denne del af hendes omfattende karriere.

Fra skuespiller m.m. til forfatter

Hun er oprindelig uddannet som skuespiller, instruktør og dramaturg, og arbejdede i mange år med flere forskellige teatergrupper, hvor hun gjorde brug af sine uddannelser. På et tidspunkt fik Josefine dog mere lyst til at skrive, for: ”teatret er en kollektiv arbejdsplads; jeg ville gerne selv bestemme noget mere”. Og så var det også nemmere i en familie med små børn; eftersom teaterarbejdet ofte krævede at flere måneder blev revet ud af kalenderen.

Hun startede med at skrive allerede mens hun lavede teater. Den første bog bestod af to små eventyr, men allerede den næste bog – ”Eventyret om Fjeren og Rosen”, som kom i 1986 – satte skub i forfatterkarrieren. For dén fik hun Kulturministeriets Børnebogspris i 1987, og med den pris blev det muligt senere, da hun valgte kun at skrive, at søge (og modtage) legater og dermed blive forfatter på fuld tid.

For Josefine Ottesen er det en tilfredsstillelse at skrive; at være i et ”rum”, hvor der ikke er plads til andet. Hun opfatter sproget som et kreativt medie med ganske særlige muligheder. De visuelle kunstværker kan eksistere uafhængigt af, om nogen ser på dem, men bogstaverne i bogen bliver først til et kunstværk, en historie, når de bliver læst af nogen.

At skrive fantasy for børn

Langt de fleste af Josefines bøger er skrevet for børn og unge og rigtigt mange af dem hører til i fantasygenren. Eventyret om Fjeren og Rosen har alle folkeeventyrets kendetegn – som stort set al fantasylitteratur, understreger hun – og det var egentlig slet ikke planen at skrive en stor bog (og da slet ikke at skrive serier), men med den flotte modtagelse blev det til flere bøger i genren. (Hverken Josefine eller undertegnede regnede dén gang med, at fantasy ville blive en genre, der kom til at fylde så meget, men så kom Harry Potter! Og dermed en kæmpe efterspørgsel på fantasy).

Mange vil sikkert kende de mange børnebøger, Josefine Ottesen har skrevet – have læst dem eller læst dem højt; vi kan jo bare nævne ”Roselil-bøgerne”, ”Hullerikkerne” eller letlæsningsserien ”Drageherren”. Mange har nogle eventyr/fantasyelementer, som bygger på faste former, der kendes fra alle kulturer. Hun understreger at netop klicheer (som hun også benyttede sig af i sit teaterarbejde) har den styrke, at de hurtigt kan bringe læseren eller tilskueren ind i et univers, hvor reglerne er genkendelige.

I den nærmeste fremtid er der release af første del af hendes seneste bogserie ”Gudernes Guld” – serien er historisk, og det er endnu et tema, som fylder i hendes forfatterskab. Releasefesten vil foregå på Broholm, for bøgerne handler om den store guldskat, der i 1833 blev fundet lidt nord for Lundeborg på Broholms jorder. Serien henvender sig til børn på mellemtrinnet (ca 9-12 år), men kan sagtens læses af ældre børn/voksne. Omdrejningspunktet ”guldskat fra Østfyn” kan jo næsten ikke blive mere lokalt – nærmest midt mellem hendes bopæl i Svendborg og sommerresidens i Tårup. Efter denne serie er Josefine dog ikke ganske sikker på, at der kommer flere bøger fra hendes hånd – så skal der dukke noget særligt op; noget, der vil føles som en nødvendighed for hende.

Svendborg Forsamlingshus

Den sidste vigtige del af Josefine Ottesens virke har været Svendborg Forsamlingshus, som hun nu er ved at sælge til mennesker, som hun véd, vil føre huset videre i samme ånd, som det har været tænkt fra begyndelsen. Det brugerstyrede kulturhus startede med, at Josefine havde en vision – om at skabe rammerne for et forsamlingshus som dem i landsbyerne; men midt i en by. Heldigvis var der andre, der gerne ville være med til at udvikle og drive det, så Svendborg i dag har et samlingspunkt med – stort set – samme funktioner, som vi kender fra landsbyernes forsamlingshuse.

Ved årsskiftet 2017/2018 startede forsamlingshuset midt i Svendborg, med en gruppe ”medskabere”  hvoraf en del af dem stadig er med i den flok på 30-35 personer, der skaber de arrangementer og mødesteder, som giver huset liv. For Tårup kan der måske være et par gode ideer at snuppe til vores eget forsamlingshus – jeg har i hvert fald tænkt mig at studere deres hjemmeside.

Efter en lille times spændende snak sagde vi farvel, og jeg takkede Josefine Ottesen for at tage sig tid til at snakke med taarup.dk. Forhåbentlig for Josefine og hendes familie tid til at deltage i nogle af vores mange arrangementer i Tårup.