Generalforsamling i Tårup Forsamlingshus
16-03-2026
Tove Damgaard, Redaktionsgruppen, Tårup.dk (Kontakt) Fotos Steen Jensen
Onsdag d.11 marts afholdt Tårup Forsamlingshus den årlige generalforsamling. Deltagertallet var på ca. 30, som startede med at nyde Hanne Bildes gode gullashsuppe.

Efter maden og hyggesnakken gik vi over til selve generalforsamlingen. Arne Nielsen blev (uden modkandidat) valgt som dirigent, og konstaterede, at generalforsamlingen var rettidigt indkaldt.
Derefter aflagde Hanne Dahl beretning, som blev modtaget med klapsalver.
Der skulle vælges nye medlemmer af bestyrelsen, da Hanne Bilde ønskede at træde ud, og Erik Jensen var nødt til at stoppe på grund af stort arbejdspres.
Begge blev takket for deres indsats.

Nye medlemmer af bestyrelsen blev Ida Hoffmeyer Marquard og Jens Wium-Hollensen. Jon Due Roe og Crispin Gurholt blev valgt som suppleanter. Endelig blev Linda Nielsen og Trine le Fevre valgt som revisorer.
Tak til alle som stillede op for at arbejde for vores forsamlingshus
Aftenen afsluttedes med kaffe og Hanne Bildes lækre marengsdessert. Efter kaffen, desserten og mere hyggesnak var bestyrelsen klar til et hurtigt konstitueringsmøde, og derefter kunne vi takke hinanden for en hyggelig aften i (og for) forsamlingshuset.

