Tårup Frørup Seniorklub var på udflugt på den første oktoberdag
03-10-2025
Tove Damgaard, Redaktionsgruppen, Tårup.dk (Kontakt) Tekst Bjarne Olsen, Fotos Bjarne Olsen og Jesper W. Henriksen

Der var kaffe og Bjarnes gode boller i Almas Hus
Efter opholdet i Almas hus kørte vi til Juulskov Slot, hvor godsejer Erik Willadsen tog imod os på gårdspladsen. Først så vi slottet fra havesiden. Den nuværende hovedbygning er opført i 1590 mens sidefløjen er opført senere, men i samme stil som hovedbygningen. Der har tidligere været en anden bygning på stedet, ligesom der var flere landbrugsbygning på havesiden, som blev fjernet efter en brand. Ankommet til den store stue i stueetagen af hovedbygningen fortalte Erik Willadsen meget levende og engageret om slottets historie lige fra 1300-tallet til nutiden. F.eks. fortalte han om hvordan hans egen slægt, som egentlig hed Nielsen til efternavn og overtog slottet i 1926 efter at have skiftet efternavn til Noel.

Vi blev vist rundt i de fine stuer og andre rum i stuetagen og på 1.salen i hovedbygningen og fik også fortalt en historie om en hvid dame, som ødelagde nattesøvnen for de der sov i et bestemt værelse. Ved en ombygning fandt man et barnelig under et fundament, så man forestiller sig, at moderen søger efter sit barn. Besøget afsluttedes med en tur gennem den lavloftede og fugtige kælder under godset, og efter en spændende oplevelse blev der taget afsked på gårdspladsen.