Nye beboere på Hørageren
02-10-2025
Tove Damgaard, Redaktionsgruppen, Tårup.dk (Kontakt) Tekst og fotos Lotte Nielsen
Per og Kirsten Villebro har solgt deres gård Ringergården på Sentvedvej i Frørup. Den har været deres hjem i 31 år. Nu er de flyttet ind i Mette Bros store hvide træhus på Hørageren 1 i Tårup.
Kirsten og Per har tre voksne børn der alle bor i Århus.
Gården i Frørup på 180 ha samt 280 malkekøer har Per og Kirsten haft, siden de var unge. Han er opvokset på en nabogård i Frørup. Ringergården er nu solgt til en ung mand Frederik, som har haft sin gang på gården siden sin barndom. Som 27 årig har han nu overtaget gården på Sentvedvej.
Per har beholdt Karensminde på Kirke Allé i Tårup. Karensminde er på 50 ha. Han har ikke helt afskrevet alle maskiner, men har købt en ny minilæsser. Per siger, at hvis nogen har brug for hjælp til en lille opgave med en sådan maskine, er han villig til at hjælpe. På sigt har Per tænkt sig at udlægge en del af de 50 ha på Karensminde til skov og natur. Og måske bliver der plads til den hest, Per har ønsket sig, og som han nu har tid til. Han har tidligere haft hest, og været med til ringridning i Svindinge.
Per har et stort hjerte for unge mennesker, også dem der har det svært. På gården i på Sentvedvej har han haft mange børn og unge, der havde brug for at få hjælp i en svær periode i deres liv. Han har også haft elever i praktik fra Rævebakkeskolen i Nyborg. Per tænker, at han vil genoptage arbejdet med børn og unge, måske i forbindelse med natur.
Kirsten er sygeplejerske, og arbejder 28 timer om ugen på Hæmatologisk ambulatorium på OUH. I fritiden er hun en aktiv kvinde. Hun går til cirkeltræning hos Fysio Kiss i Nyborg, er med i en læsegruppe sammen med kolleger, hun strikker og er med i Nyborg gospelkor, hvortil hun efterlyser nye medlemmer, især mænd. Nu hun er flyttet til Tårup, er hun startet på SkovFitness, som hun er glad for.

Som unge og også senere, har Kirsten og Per rejst meget. Vietnam, Nepal, New Zealand. Gerne på aktivrejser hvor de selv rejser rundt. Det vil de gerne gøre mere af I fremtiden. Senest har Kirsten sammen med sønnerne Kristian og Asbjørn vandret 250 km i Toscana.
Kirsten og Per ville gerne til Tårup, fordi de syntes, at Tårup er en spændende by med et godt fællesskab og mange aktiviteter, som de vil deltage i så meget, som tiden tillader. De har følt sig meget velkomne her i byen. Folk har spurgt meget interesserede til, hvem de var, når de har mødt noget på deres gåture rundt i omegnen. Og så er de forelsket i den fantastiske udsigt fra deres hus hvor de kan se Storebælt og Langeland.