Tårup Frørup Seniorklub startede året med et foredrag om byens nye sundhedshus
10-01-2025
Tove Damgaard, Redaktionsgruppen, Tårup.dk (Kontakt) Fotos – Steen Jensen
Borgmester Kenneth Muus besøgte Tårup Frørup Seniorklub i Tårup Forsamlingshus.
Seniorklubbens første arrangement i 2025 var et informativt foredrag om byens nye sundhedshus og om den fremtidige struktur på sundhedsområdet.
Kenneth Muus fortalte om både tankerne bag det nye sundhedshus, om økonomien i byggeriet, om hvilke funktioner det kommer til at rumme, og om hvilke fagområder, der kommer til at ligge på sygehuset. Vi fik et overblik over, hvordan sundhedshus og sygehus (hér i byen) kommer til at samarbejde, og over hvornår OUH bliver en del af en eventuel behandling. Endelig fortalte han også om kunsten i huset – som er støttet af Statens Kunstfond.
Han kom også ind på hvad der er omfattet af kommunalfuldmagten og hvordan forholdet mellem anlæg og drift påvirker, hvad der kan lade sig gøre.
Borgmesteren fortalte engageret om byens nye sundhedshus og om den fremtidige struktur på sundhedsområdet
De ca. 30 deltagere fulgte interesserede med i foredraget, og der var mange spørgsmål – både undervejs og efter foredraget. Borgmesteren lyttede til både spørgsmål og indlæg, og lovede at tage ideer og indvendinger med sig. På et spørgsmål om parkeringsmuligheder fik vi at vide, at der kommer flere p-pladser…når DSB giver tilladelse.
Med hensyn til kunsten måtte han påpege, at kunst sjældent er elsket af alle, og at det var Statens Kunstfond og kunstneren, der bestemte.
Erik Press takkede på Seniorklubbens vegne for borgmesterens foredrag, og overrakte en buket som tak.
Efter foredraget og de mange spørgsmål var der kaffe og hjemmebagte boller og kager. Da alle havde fået slukket kaffetørsten var der – traditionen tro – banko. Det var mange præmier og sidepræmier som blev uddelt i takt med at bankopladerne blev fyldt. Næstsidste præmier var 2 gavekort på 100 kr., som MENY i Nyborg havde sponsoreret; og allersidst skulle en plade fyldes helt, før hovedpræmien – en fin gavekurv sponsoreret af Superbrugsen Ørbæk kunne overrækkes til den glade vinder.