I søndags kom Fællesskabsstafetten til Tårup - og den blev mødt af mange mennesker og mange oplevelser
25-09-2024
Tove Damgaard, Redaktionsgruppen, Tårup.dk (Kontakt) – Billeder…Tak til Helga Marie Nordby og Arne Nielsen
Søndag eftermiddag – kl.13.30 – modtog Tårup fællesskabsstafetten. Der var mange arrangementer i byen, så ingen nåede vist alle. I Frysehuset/Huset under Egen var der lokalhistorisk udstilling arrangeret og fremvist af Anny, i Tåruplunde var der svampetur med lokal svampekender/biolog og skovfitness med vores lokale skovfitnessinstruktør, i haverne bag Brandgaden var der tur gennem de “vilde haver” og hos Kunstrum Fyn var der stor udstilling med værker af 37 – helt og aldeles lokale – kunstnere. Samme sted stod Forsamlingshuset for uddeling af kaffe og kage.
Hele dagen summede Tårup af liv og der var deltagere i alle aldre.
Der var mange, der var inde i frysehuset og se på de avisudklip og billeder og lysbilleder, Anny havde fundet frem fra gemmerne – og der var mange gode historier knyttet til.
Haverne blev besøgt af omkring 50 personer; alle meget interesserede i alt det, værterne kunne fortælle. Turen rundt om den lille sø bød på fine oplevelser – så nu er vi mange, der ved, hvor ugleungerne boede i sommer. Børnene var mest interesserede i søen og i at undersøge livet i vandet fra bådebroen.
På Kunstrum Fyn var udstillingen et stort trækplaster – her var ikke kun lokale besøgende. Udstillingen var smukt kurateret, og der lød mange beundrende udbrud. Tænk- at der er så mange dygtige kunstnere og kunsthåndværkere i vores lille landsby!
Klokken 15 var der smuk musikperformance ved Dora Haraszti i den smukke udstilling.
På den solfyldte gårdsplads var der hyggeligt samvær hele dagen – og det sluttede med fælles grill. Inden da var der solgt en del drikkevarer, spist en del frugt – og uddelt kaffe, te og saft i lange baner fra Forsamlingshusets bord. De gode hjemmebagte kager fik også ben at gå på – ca. 120 stykker kage blev der delt ud.
Der var sol og samvær og smukke haver og kunstværker hele dagen
Lyset strømmede ind i udstillingen. Vejret var bestemt med os i Tårup i søndags
Fællesskabsstafetten blev befordret videre i veterankøretøjer, men festen og hyggen fortsatte i landsbyen
På vej videre til næste landsby
Spædende, vilde haver
Der var SÅ mange smukke værker i udstillingen