Seniorklubben har været på tur til Ribe og marsklandet
18-05-2025
Tove Damgaard, Redaktionsgruppen, Tårup.dk (Kontakt)
På en solrig forårsdag kørte en fin orange bus fra Tårup til Ribe, Vadehavscenteret og Kammerslusen. Tårup Frørup Seniorklub og Kultur På Tværs Ørbæk havde planlagt i fællesskab – og turen var en succes

Da alle var kommet på bussen i Tårup, Frørup og Ørbæk var første stop en kaffepause på motorvejen
Efter et par timer på vejene – hvor landskabet blev stadig fladere – nåede vi Ribe. Den flinke chauffør satte alle af ganske tæt på Ribe Domkirke, så de næste par timer kunne tilbringes efter eget valg i den smukke og spændende by.
Alle var en tur inde i den imponerende domkirke. Carl-Henning Pedersen har lavet mosaikvinduer og apsis – meget spændende kunst, som giver det store kirkerum en fantastisk “afslutning”.



Nyere kunst - gammelt kunsthåndværk - og en smuk gammel dør
Toppede brosten, sol og blæst og en masse indtryk i den smukke, gamle by – det gav appetit og alle mødtes ved restaurant Kolvig, som ligger langs kanalen midt i Ribe.
Hér var derpå forhånd bestilt burgere – og de var store, så ingen gik sultne derfra. Snakken gik livligt, der blev vist fortalt mange historier, og der kom mange positive kommentarer til maden, lokalet og stemningen ved frokosten.
Efter frokost havde den – ikke bare flinke, men også betænksomme – chauffør kørt bussen meget tæt på restauranten, så de – meget mætte – deltagere kunne nøjes med en kort gåtur inden dagens næstsidste oplevelse.
Fra Ribe gik turen til Vadehavscenteret, som allerede udefra er en fantastisk oplevelse. Dorte Mandrup har tegnet det store center, som har stråtag – også på siderne!
En engageret rundviser guidede os gennem de mange rum, og vi blev ganske meget klogere på vadehavets liv over og under vandet.
Sidste stop i det sønderjyske var ved Kammerslusen. Kaffekanderne kom frem igen, og der var nogle af de gode boller fra formiddagen til overs.
Landskabet viste sig fra sin bedste side – der var sågar lidt “sort sol” ikke så langt væk. Fine får og lam græssede på digerne, og solen og blæsten gjorde deres bedste for at bekræfte at marsklandet er fascinerende at besøge.


Turen gik hjemad efter kaffestunden ved Kammerslusen. Ved det aller-allersidste stop på motorvejen talte Erik og Bjarne os for sidste gang (heldigvis; for der manglede sørme én), og så gled den orange bus gennem aftentrafikken til Ørbæk, Frørup og endelig Tårup, hvor den gjorde holdt ca. 11 timer efter afgang.
Det var en dejlig dag i godt selskab – med sol, blæst, god mad og masser af indtryk.
