Forårsfest i Tårup- Frørup Seniorklub
18-01-2024
Jørn Albertus, Redaktionsgruppen, Tårup.dk (Kontakt)
Der blev serveret tre retter lækker mad med vin ved Seniorklubbens forårsfest.
Tårup-Frørup Seniorklub holdt sin årlige forårsfest. Der var god stemning, dejlig musik og herlig mad og vin – og masser af snak og hygge.
Forårsfest i Tårup/Frørup Seniorklub
D.5. marts holdt Seniorklubben sin årlige forårsfest; denne gang i Frørup Forsamlingshus.
De ca 40 deltagere i festen blev mødt af forårspyntede borde – masser af gule blomster og grene slog stemningen an.
Der blev serveret tre retter lækker mad med vin til – endnu en gang med Søren som kyndig kok og Anita som venlig servitrice.
Musikken til hele festen blev flot leveret af Jesper Braae Madsen, som underholdt med kendte sange fra deltagernes ungdom – fra Elvis til Tv2 (og mange andre velkendte sange).
Højskolesangbogen blev luftet inden første ret blev serveret, så Jesper måtte hurtigt finde melodien til ”Når vinteren rinder….”.
Efter den flotte og lækre dessert var der kaffe og hjemmebagte småkager.
Klubbens komité fik overrakt flotte orkideer og dejlig vin, og Kaja opsummerede årets oplevelser i klubben.
De unge, der er blevet ældre, havde endnu en gang en hyggelig aften med masser af snak med gamle og nye bekendte.