Rasmus Lyberth gav en smuk koncert i Frørup Kirke
18-12-2025
Tove Damgaard, Redaktionsgruppen, Tårup.dk (Kontakt) Fotos Steen Jensen og Arne Nielsen
Menighedsrådet ved Frørup og Tårup Kirker havde inviteret til koncert med Rasmus Lyberth, og hele 165 personer fyldte kirken torsdag aften.
Kirken var fuld af lys og forventning, da sognepræst André Friis Møller bød velkommen til den grønlandske sanger og hans to musikere Kristoffer Jul og “vores egen” Simon Krebs.

I lidt over en time fyldte Lyberts store stemme kirkerummet – smukt akkompagneret af pianisten Kristoffer Jul og Simon Krebs på guitar. Det var tydeligt, at de tre kender hinanden godt – tilsammen gav de os alle en flot oplevelse.
Sangene var alle på grønlandsk, og som Rasmus Lyberth sagde “I forstår jo ikke en skid”, men stemningerne kunne vi alle forstå – og nyde.
Imellem sangene fortalte han lidt om tilblivelsen af sangene – og der var numre helt tilbage fra `70-erne. Inspirationen for en del af numrene er den grønlandske natur – naturligvis må den fylde meget for de mennesker, der er runden af den.
Den store stemme, det dygtige akkompagnement og kirkerummet gav de fremmødte en unik oplevelse – det fremgik også tydeligt af snakken i våbenhuset efter koncerten; hvor menighedsrådet serverede æblegløgg og småkager.
Tak for en dejlig aften med sang, musik og fælleskab.



