Den mørke himmel er over os
01-02-2024
Jørn Albertus, Redaktionsgruppen, Taarup.dk (Kontakt)
En mørk nat i midten af januar var SDU-studerende Nicklas Peter Christiansen forbi Tårup med sit teleskop og fotografere Pleiaderne. Det kom der et rigtig flot billede ud af.
Pleiaderne taget igennem Nicklas’ teleskop. Foto: Nicklas Peter Christiansen
– Billedet er af M45 Pleiaderne, også kaldet syvstjernen. Det er en åben stjernehob, som man også kan se med det blotte øje. Mange har nok før kigget på nattehimlen og set en lille tætsamlet stjernegruppe, som ligner en miniatureversion af Karlsvognen, fortæller Nicklas til Taarup.dk.
Billedet er et såkaldt langtidsfotografi og resultatet af flere eksponeringer taget over halvanden time, der får efterbehandling i Photoshop.
– De unge blå-hvide stjerner lyser det omkringliggende interstellare støv op, og giver stjernehoben en engle-lignende aura, forklarer Nicklas, der er en ivrig fortaler for Dark Sky-projektet.
Nicklas Peter Christiansen med sit teleskop og kamera. Foto: Emilie Bentzen
Projekt Dark Sky Park skrider fremad
Nicklas kom i kontakt med landsbyrådsformand Mette Bro Jansen, der venligt stillede familiens have til rådighed for fotograferingen. Mette er også involveret i Dark Sky-projektet.
16. januar mødtes Dark Sky-projektets initiativtager Jesper W. Henriksen, landsbyrådsformand Mette Bro Jansen og astrofysikeren Tobias C. Hinse på SDU til et arbejdsmøde for at planlægge indkøb af måleudstyr til måling af mørkets kvalitet i Tårup.
Den politiske opbakning fra kommunens teknik- og miljøudvalg til Dark Sky Park Tårup kom på plads i december. Nu bliver der udarbejdet en lysstrategi for Tårup af kommunens administration.
Når udstyret er indkøbt, vil det blive stillet op, og så skal der måles mørke. Taarup.dk vil løbende reportere, hvad der sker i projekt Dark Sky.