Borgerne vil bevare Frørup Skole

29-08-2024
Tekst og foto: Mikkel Toft Hornum, Tårup.dk (Kontakt)

Den 28. august var der borgermøde i Øksendrup Forsamlingshus angående den mulige lukning af Frørup Skole (4kløverskolen afdeling Frørup). Skolelukningen er foreslået i Nyborg Kommunes administrations oplæg til budgettet for 2025, som vores byrådspolitikere skal tage stilling til og forhandle fra d. 11. september.

borgermøde om skolelukning
Mette Bro Jansen fra Tårup Landsbyråd bød velkommen og agerede ordstyrer i den engagerede forsamling.

Der var talstærkt fremmøde i forsamlingshuset og en ivrig diskussion af, hvordan den mulige lukning af Frørup Skole bedst muligt afværges. En indledende navnerunde afslørede, at der var repræsentanter fra både Øksendrup, Langå, Frørup, Ørbæk og Tårup – sidstnævnte med særligt mange fremmødte.

I løbet af aftenen blev en lang række forskellige argumenter imod skolelukningen vendt og drejet.

Der var mange der betvivlede den påståede besparelse – både på kort sigt og især på længere. En forudsætning for besparelsen, som den er skitseret i sparekataloget, er at alle nuværende (og potentielt kommende) elever på Frørup Skole rykker til Ørbæk Skole (4kløverskolen afdeling Ørbæk). Dog blev det påpeget af flere, at mange elever (og deres forældre) i stedet vil vælge private skoletilbud for eksempel Svindinge eller Nyborg Friskole, og dermed vil besparelsen ikke være så stor som foreslået.

Det blev også pointeret at en skolelukning vil gøre lokalområdet betydelig mindre attraktivt for tilflyttere – især nuværende og kommende børnefamilier, og dermed være i modstrid med Nyborg Kommunes ønske om at få flere til at slå sig ned her. Det blev bekræftet af nyligt tilkomne Tårupboere med småbørn (inklusiv denne skribent), som ikke havde valgt at bosætte sig her, hvis det nærmeste skoletilbud var i Ørbæk. Skolelukningen vil altså kunne medvirke til en affolkning, der ikke alene vil være katastrofal for lokalsamfundene i sig selv, men også give færre penge i den kommunale pengekasse i form af faldende skatteindtægter.

Andre argumenter blev også luftet, og en række forslag til alternative besparelser blev også nævnt. F.eks. en omstrukturering af 4kløverskolen hvor man samler elever fra 0.-4. og 5.-9. klasse på henholdsvis Frørup og Ørbæk Skole.

Der diskuteres til borgermødet angående potentiel lukning af Frørup Skole
Der diskuteres konstruktivt til borgermødet, men alle er enige om at skolelukningen er en dårlig idé.

For at kunne stå bedre sammen besluttedes det at oprette en facebook-gruppe ved navn ’Bevar 4kløverskolen – afd. Frørup’, og alle der er imod lukning af Frørup Skole opfordres til at være med.

Der var bred enighed i forsamlingen om vigtigheden af at tilkendegive utilfredshed med den foreslåede skolelukning indenfor budgetforslagets såkaldte høringsperiode, der løber indtil d. 10. september kl. 12. Inden da har alle mulighed for at tilkendegive deres holdning som høringssvar til Nyborg Kommune. Flere deltagende i borgermødet havde kendskab til den kommunalpolitiske arbejdsgang og kunne bekræfte at både mængden og indholdet af høringssvar kan have stor betydning for udformningen af det endelige budget. Derfor lyder en opfordring til alle (også dig der læser med nu) om at skrive et høringssvar til kommunen angående den mulige lukning af Frørup Skole. Det gøres nemt på Nyborg Kommunes hjemmeside. Først skal du oprette en bruger på ‘Vi Skaber Nyborg‘ (tryk på ’Registrer dig’ og følg vejledningen). Når du er logget ind, kan der afgives høringssvar på denne underside (tryk på ’Send høringssvar’).

Afslutningsvist blev der nedsat en styregruppe bestående af fem forældre til børn på Frørup Skole og i Skattekisten. Styregruppens opgave er at lede an i udarbejdelsen af en række høringssvar, der samlet repræsenterer de forskellige argumenter imod lukning af Frørup Skole, som blev præsenteret på borgermødet.

Du kan læse hele administrationen i Nyborg Kommunes forslag til budgettet for 2025 her.

En oversigt over alle de foreslåede besparelser kan downloades som pdf-fil her. Forslag nummer ni omhandler lukning af Frørup (og Aunslev) Skole),

Skriv et svar

Your email address will not be published.

Post comment