Tårup Frørup Seniorklub holdt høstfest i Tårup Forsamlingshus

17-10-2025
Tove Damgaard, Redaktionsgruppen, Tårup.dk (Kontakt) Fotos: Steen Nielsen og Arne Nielsen

Der var duft af lækker mad og fint pyntet, da lidt flere end 40 feststemte seniorer mødte op i Tårup Forsamlingshus til Seniorklubbens høstfest.

Linda havde kokkereret hele dagen, så den traditionelle menu med suppe, oksekød med peberrodssovs og dessert kunne står klar.

Bordene var dækket med høstpynt, og musikken – i skikkelse af Ole Warburg – var klar til at underholde.

Der var rigeligt med suppe – og den smagte fantastisk

 

Snakken gik livligt, og ingen gik sultne fra bordene. Ole Warburg sørgede for en livlig underlægningsmusik – og akkompagnerede til adskillige fællessange.

Lindas mad blev rost til skyerne; og hendes flittige køkkenhjælpere kunne da også bevidne, at køkkenchefen havde lagt masser af kærlighed (og peberrod) i fremstillingen.

Kirsten fortalte om de næste arrangementer i Seniorklubben og i LOF (som klubben samarbejder med), så forhåbentlig ses mange af deltagerne igen i den nærmeste fremtid til et eller flere spændende foredrag.

 

Ved 21.30-tiden var alle mætte, og masser af hænder hjalp med at få bordene ryddet efter en dejlig aften i høstens tegn. Gæsterne havde snakket og sunget (og spist); alle klappede af musikken og kokken, og vi gik derfra med følelse af, at sådan en aften i fællesskabets tegn kan varme – uanset verden udenfor Tårup og omegn.

Skriv et svar

Your email address will not be published.

Post comment